MilleBille

Kategori: Historie

  • Da jeg blev teenager

    Da jeg blev teenager

    Omkring en 12-13 års alderen, blev jeg en dag lige pludselig klar over, at jeg var blevet “mobbet”, drillet og holdt udenfor hele min folkeskoletid. I became aware of the world I was in.

    Der begyndte en nedadgående spiral.

    Jeg fik det simpelthen så dårligt. Jeg blev deprimeret, usikker, havde dårligt selvværd og dårlig selvtillid.

    Jeg begyndte at fantasere om selvskade, og jeg søgte konstant bekræftelse og anerkendelse alle steder fra.

    Jeg fik en del online venner, og jeg søgte en masse opmærksomhed fra det modsatte køn. Men det gik ikke så godt.

    Jeg fik delt mine nøgenbilleder og blev chikaneret på gangene. Jeg blev holdt mere udenfor – og så isolerede jeg mig selv fuldstændigt. Tankerne inde i mit hovede fyldte så meget, og jeg følte mig alene i en kæmpe storm af store følelser, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle håndtere.

    Jeg udviklede spiseforstyrrelse, selvskadede og klyngede mig til ustabile relationer.

    Jeg udviklede en personlighedsforstyrrelse.

  • Da jeg var barn

    Da jeg var barn

    Jeg er vokset op med 4 søskende. Eller, jeg har 4 søskende, men den ældste flyttede hjemmefra, da jeg var 3 år gammel.

    Så jeg kan ikke rigtigt huske, at han var der så meget.

    Begge mine forældre er stadig sammen, men man kan nok ikke rigtigt sige, at vi var familien Danmark.

    Min ældste bror

    Sjovt nok er de gange, han var hjemme noget af det eneste, jeg rigtigt kan huske fra min barndom.

    Når min bror kom hjem var der god stemning. Jeg følte, at han var min helt. Super sej. Sjov. Sød. Jeg elskede at høre musik i hans bil, og jeg stod altid i vinduet og ventede på, at han kom, når jeg vidste, at han kom hjem.

    Så var stemningen bedre derhjemme.

    Jeg er dog aldrig blevet særlig tæt med ham. Han er 14 år ældre end mig, og vi har aldrig haft så mange ting tilfælles.

    Min tætteste søster

    Jeg er tættest med min yngste søster.

    Hun er kun 5 år ældre end mig, og efter jeg kom hjem fra efterskole, begyndte vi at snakke sammen om ægte ting.

    Indtil jeg var dén alder, havde jeg ikke rigtigt nogen tæt på mig, jeg kunne dele livets svære eller sjove ting med.

    Derhjemme

    Det var aldrig nemt derhjemme. Jeg har mange skavanker og traumer, som jeg ikke helt kan forklare. Som skrevet tidligere, husker jeg ikke rigtigt min barndom. Jeg har nok været i survival-mode meget af tiden og minderne har ikke lagret sig i min hukommelse

    Jeg var 18 år gammel, før det rigtigt gik op for mig, at min barndom ikke var ligesom alle andres.

    Jeg husker tydeligt, at jeg sad overfor mine to søstre, da de fik sagt:

    “Vi havde ikke en god barndom”

    Det ramte hårdt. Så det var ikke bare mig?

    Det var som om, at jeg havde båret alt for meget i favnen hele mit liv, og jeg endelig kunne give slip. Det var okay, at jeg ikke var okay.