Jeg er vokset op med 4 søskende. Eller, jeg har 4 søskende, men den ældste flyttede hjemmefra, da jeg var 3 år gammel.
Så jeg kan ikke rigtigt huske, at han var der så meget.
Min ældste bror
Sjovt nok er de gange, han var hjemme noget af det eneste, jeg rigtigt kan huske fra min barndom.
Når min bror kom hjem var der god stemning. Jeg følte, at han var min helt. Super sej. Sjov. Sød. Jeg elskede at høre musik i hans bil, og jeg stod altid i vinduet og ventede på, at han kom, når jeg vidste, at han kom hjem.
Jeg er dog aldrig blevet særlig tæt med ham. Han er 14 år ældre end mig, og vi har aldrig haft så mange ting tilfælles.
Min tætteste søster
Jeg er tættest med min yngste søster. Hun er kun 5 år ældre end mig, og efter jeg kom hjem fra efterskole, begyndte vi at snakke sammen om ægte ting. Indtil jeg var dén alder, havde jeg ikke rigtigt nogen tæt på mig, jeg kunne dele livets svære eller sjove ting med.
Derhjemme
Det var aldrig nemt derhjemme. Jeg har mange skavanker og traumer, som jeg ikke helt kan forklare. Som skrevet tidligere, husker jeg ikke rigtigt min barndom. Jeg har nok været i survival-mode meget af tiden og minderne har ikke lagret sig i min hukommelse
Jeg var dog 18 år gammel, før det rigtigt gik op for mig, at min barndom ikke var ligesom alle andres.
Jeg husker tydeligt, at jeg sad overfor mine to søstre, da de fik sagt:
“Vi havde ikke en god barndom”
Det ramte hårdt. Det var som om, at jeg havde båret alt for meget i favnen hele mit liv, og jeg endelig kunne give slip. Det var okay, at jeg ikke var okay.
Skriv et svar